derStandard.at interview
Den wienske økonom Franz Hörmann forklarer, hvorfor det finansielle system er en bedragerimodel, hvad balancer har med det at gøre, og hvorfor det ultimative krak er nært forestående
Daniela Rom
"Der er en systemisk svindelmodel af en institution, der får monopol på at skabe penge gennem lån i vores økonomiske system," siger Franz Hörmann.
For Franz Hörmann, professor ved Wiens Universitet for Økonomi og Erhverv, er bankernes og pengenes dage forbi. Et paradigmeskifte, både i økonomien og i samfundet som helhed, er uundgåeligt for ham. I et interview med derStandard.at forklarer han, hvorfor vi roligt kan ignorere bankerne, hvorfor de frie markeder er "boblemaskiner, som eliten kan misbruge", og hvorfor hele systemets sammenbrud er truet inden for de næste tre år.
derStandard.at: Du antager, at samfundet og økonomien vil ændre sig totalt i de kommende år. Er vores nuværende finansielle og økonomiske system blevet forældet?
Franz Hörmann: Absolut i enhver henseende. For fra et lov- og økonomiperspektiv bruger vi modeller, der går tilbage til de gamle romere. Rentessattesystemet stammer fra det andet årtusinde f.Kr., dobbelt bogholderi fra det 15. århundrede. Og der er intet område af vores samfund og videnskab, hvor metoder i denne alder stadig tages alvorligt. Men det tjener til at holde sociale eliter magtfulde og velhavende, så intet ændrer sig.
derStandard.at: Varslede krisen en genovervejelse?
Hörmann: Det tror jeg. Dagens krise kommer fra bankerne. Banker opfinder penge i udlånsprocessen. Men hvis man opfinder penge ud af den blå luft, og hvad der ikke fandtes før, giver det videre med renter og har det tingssikret, så hvis forretningsmodellen går galt, er det faktisk en ekspropriationsmodel. Dette er også baggrunden for bankhemmeligheden. Pengeinstitutterne kan slet ikke oplyse, hvor fx renterne for opsparingskonti, opsparingskontrakter eller andet kommer fra. For hvis de gjorde det, ville de være nødt til at indrømme, at disse virkelig er lænkede pyramidespil. Denne skjulte pengeudvidelse startede med dobbelt bogholderi. For når man køber noget for penge, så skifter pengene faktisk hænder. Sælger har pengene, køber har varen. Fra det øjeblik kan sagen ikke længere værdiansættes i penge fra et videnskabeligt synspunkt. Ikke desto mindre skriver vi disse pengebeløb ind i balancen.
derStandard.at: Så det er en fejl at stole på bankerne og det finansielle system?
Hörmann: Tilliden er systematisk blevet misbrugt af bankerne de seneste år. Der er en systemisk svindelmodel af en institution, der får monopol på at skabe penge gennem lån i vores økonomiske system. Så længe du går i banken med egenkapital som sikkerhed, og de genererer rigtige penge ud af den blå luft, der har en betalingsmiddelfunktion, har vi et problem. Egenkapital er ikke penge, det er en operand. Efter nogle regler værdiansættes aktiverne, og derefter trækkes gælden fra. Hvis jeg har en tre meter tavle og trækker en to meter tavle fra, så har jeg stadig ikke en en meter tavle, jeg har en forskel. Hvis jeg vil have et en meter langt bræt, så skal jeg skære de to meter af. Økonomisk betyder det, at jeg er nødt til at likvidere aktiverne for at få pengene. Når det kommer til likvidationsprovenu, er alle virksomheder verden over konkurs. I virkeligheden kan stater derfor slet ikke sætte sig i gæld. En stat, hvis du forstår det som summen af alle pengestrømme, hvor skal den så gå i gæld? Hvorfor i en privat bank? En stat ville faktisk skulle generere sine egne penge på en græsrodsdemokratisk måde.
derStandard.at: Hvad synes du om en redning i tilfældet med Grækenland?
Hörmann: De europæiske lande reddede ikke nødvendigvis grækerne, men deres egne, primært de tyske banker, som ydede absurde lån her. Sammenhængene er også helt absurde, hvis man tænker på følgende: Staten låner i bankerne for at betale renterne af den gæld, den har hos bankerne eller for selv at redde de banker, som den har gæld til. Ingen forstår længere, hvem der rent faktisk skylder hvem, og hvad gæld egentlig er.
derStandard.at: Så den systemiske betydning af banker og "too big to fail"-argumentet og bankredningspakkerne er udelukkende i din egen interesse?
Hörmann: Den "too big to fail" er en forretningsmodel. Der er en bevist intention om at gøre banker større og større gennem opkøb, så de bliver for store til at gå konkurs. Forbindelserne mellem finans og politik er enorme. Faktisk skal regeringer, der består af aktive eller tidligere ansatte i det finansielle system, ikke tages alvorligt. Der var mindst én modig handling, nemlig nationalisering af Oesterreichische Nationalbanks ejendom og dermed gøre Nationalbanken uafhængig af de banker, den skulle revidere. Men pengepolitikken er ikke lavet af OeNB, men af ECB. Bankredningspakkerne er sindssygt sjove: Bankerne blev ikke reddet, der er kun én plan for fremtiden, som vi allerede i dag ved ikke vil virke, fordi midlerne først skal hentes ind hos borgerne i de kommende "sparepakker" ved hjælp af skattestigninger. Banker er gået i stykker rundt om i verden. Så du kan roligt lade som om, at de ikke længere eksisterer.
derStandard.at: Men de eksisterer stadig.
Hörmann: Hvis vi ser på lånene, kan vi ignorere dem. I 1969 vandt en amerikansk arkitekt en retssag, fordi han ikke ønskede at betale af på sit realkreditlån. Han henviste til det juridiske princip om, at i et lån, hvor der oprettes en genstand, som ikke tidligere var tilgængelig, skal denne genstand ikke returneres. Så da penge skabes i skabelsen af kredit, er der ingen grund til at tilbagebetale denne kredit. Der er allerede borgerrettighedsbevægelser i USA, der anbefaler, at amerikanere går sammen og holder op med at betale lån tilbage.
derStandard.at: Lad os vende tilbage til balancerne. Tror du problemet starter her?
Hörmann: Der mangler tællelighed for de variabler, der bruges i balancer. En, der købte et hus for to millioner i stedet for en million, fordi de forhandlede dårligt, ville have en million mere nettoformue? Og hvis han finder nogen til at købe den for ti millioner, er det så en markedspris? det er sygt Dagsværdien er også en svindelmodel, fordi det er bevist, at den kan misbruges med givne penge og stråmænd. Dagsværdi bør endelig afskaffes. Det er intet andet end den såkaldte fælles værdi, som blev fjernet fra den tyske handelslov i slutningen af 19-tallet, fordi den allerede havde ført til massefondssvig i aktieselskaber. Det er en udbredt fidus på tværs af virksomheder og banker i vores økonomiske system. Men det må politikerne ikke indrømme, for det kommer for tæt på de formuleringer, som marxister brugte tidligere. Og det ville være for pinligt. Selvfølgelig må man sige, at statssocialismen og planøkonomien slet ikke kunne fungere, for de var faktisk terrorregimer.
derStandard.at: Stemmerne om, at euroen forsvinder, bliver for eksempel stadig højere. Har vi overhovedet brug for penge?
Hörmann: Alle valutaer forsvinder, fordi de ikke længere kan fungere teknisk. Jeg tror, det bliver så langt som til 2011. Men hvis vi vil redde os selv i et nyt samfund uden penge, har vi brug for multidimensionelle penge som en overgangsfase. Vi har brug for flere uafhængige regnskabsgrupper i form af specialiserede elektroniske bilag. For at dække befolkningens basale behov, såsom bolig, energi, mad osv., kunne man lave en opgørelse over alle tilgængelige ressourcer og behov i hvert land. Så ville det være nødvendigt at fordele de disponible ressourcer pr. indbygger på en sådan måde, at alle får den basale levestandard. Her skal alle samarbejde uden at falde ind i et profitorienteret udvekslingskoncept. Samfundet skal modtage børn, ældre og syge uden hvis og men og uden at give noget til gengæld, og alle skal have denne grundlæggende levestandard, uanset hvem de er, eller om de overhovedet udfører noget arbejde.
derStandard.at: Så vi taler om en ubetinget grundindkomst?
Hörmann: Lige præcis. Men ikke i penge, men i varer og tjenesteydelser. På luksusområdet kan samfundet så demokratisk bestemme, hvilke individuelle eller gruppeydelser der skal annonceres for. Til store opfindelser, for eksempel, eller særligt vanskeligt eller kedeligt arbejde. Det er incitamentet i et motiverende, præstationsorienteret incitamentssystem. Alle taler om meritokratiet, men indtægter fra renter og udbytte er ikke en tjeneste, men en belønning for ejendom. Da penge alligevel er en social konstruktion, behøver vi ikke at orientere os mod det døde stof, som var den praktiske manifestation af penge i tidligere årtusinder. Penge i sig selv har kun en informationsfunktion.
derStandard.at: Men vi tager stadig penge meget alvorligt. Valutakrige og valutakriser hjemsøger medierne.
Hörmann: Den egentlige skandale er, at hele vores pengesystem er baseret på gæld. Det betyder, at 97 procent af pengene skabes i forretningsbankerne. Stater optager også lån på denne måde: det gør centralbankerne ved at udvide deres balancer. Du kan dog ikke generere penge ved at udvide din balance. Den kinesiske statsbank opfinder også penge ud af den blå luft, sjovt nok, uden at stifte statsgæld. Det burde vi også gøre. Den kinesiske økonom Wu sagde i et foredrag på et amerikansk universitet: Han bliver ofte spurgt, hvorfor der har været så mange nystartede virksomheder i Kina. Den kinesiske statsbank gav startlån, der ikke forrentede og ikke skulle tilbagebetales. Det kan man selvfølgelig kun som centralbank, hvis man bogfører ensidigt og ikke samtidig opretter gæld. Og hvis man så siger: For guds skyld, så er der inflation! Kineserne styrede dette via prisregulering og var derfor igen de smartere. Men ingen her vil høre det, for det strider imod dogmet om de frie markeder, som er boblemaskiner for eliten at misbruge.
derStandard.at: Er Kina virkelig et forbillede?
Hörmann: Kineserne gør det rigtigt. De plukker rosinerne fra de to politiske systemer og er tilsyneladende fleksible nok til at sige: Vi vil beholde det, der fungerede godt i vores gamle system. Og hvad der ser godt ud i det kapitalistiske system, "bankerne opfinder penge ud af den blå luft"
vi tager over. Det er en blandingsform, der er i konstant udvikling, altså underlagt evolution. Fra elitens synspunkt i Kina, så længe de kan kontrollere det, er det nemt. Om det er så let for hele befolkningen, især for landarbejderne, er et andet spørgsmål.
derStandard.at: Hvor ser du vores økonomiske system på vej hen i fremtiden?
Hörmann: Så længe ejerne producerer noget, så forbrugerne kan købe det for penge, vil vi inden for en overskuelig fremtid ende i en situation, hvor det offentlige, pengeskaberne, skal betale forbrugerne for at gå på indkøb. Først da vil ejerne stadig være i stand til at få deres overskud. Ingen vil trods alt kunne tjene en indkomst ved at arbejde i stadig mere strømlinede og automatiserede processer. Vi ved, at ti procent af den erhvervsaktive befolkning ikke længere kan leve af deres arbejdsindkomst. I virkeligheden burde vi bryde ud i glæde over det. I begyndelsen af industrialiseringen var den økonomiske foranstaltning sparet arbejdstid. Og det er netop den eneste fornuftige økonomiske variabel.
derStandard.at: Så du vil have en ny verdensorden?
Hörmann: Forstået rigtigt betyder globalisering, at der ikke længere er en lokaliseringspolitik. Der er kun ét sted, og det er planeten Jorden. Og der er kun én nation, det er menneskeheden. Dette er naturligvis mangfoldigt og skal kommunikere kærligt og empatisk med hinanden. Vi skal også hente repræsentanterne for den såkaldte elite, hvorfra de er i dag. Vi skal ikke lede efter syndebukke. For vi er nødt til at tage hensyn til deres frygt for tab og sige: du vil miste noget, men det er kun tal på papir eller skærme. Og hvis du arbejder hos os, så kan vi skabe enhver form for levestandard for en bred befolkning. Det skaber også tryghed, for der bliver ikke mere misundelse.
derStandard.at: I hvilken tidshorisont tænker du på denne nye sociale orden?
Hörmann: Tre år. Spørgsmålet er, om menneskeheden vil være i stand til at implementere dette koncept om tre år, eller vil det slet ikke længere eksistere. Vi har masser af økologiske og sociale problemer, i mange lande er vi på randen af revolution.
derStandard.at: Så du taler om det ultimative styrt?
Hörmann: Ja. Hvordan samfundet vil eller ønsker at leve i fremtiden, kan kun samfundet selv og efter flertalsprincippet afgøre. Dette sker demokratisk i netværk. Fra et informationsteoretisk synspunkt kan hierarkiske strukturer aldrig fungere, fordi folkene øverst i pyramiden ikke har viden. Du bliver konstant løjet for af lagene nedenfor. Det er velkendt, hvordan almindelige borgere kan forsvare sig mod overvågning eller chikane: De lyver simpelthen for de magtfulde. Derfor er alle hierarkiske systemer, hvad enten de er regeringer, stater, skolesystemer eller virksomheder, i øjeblikket ved at kollapse, og menneskeheden genopretter forbindelsen på et niveau via internettet, via den "globale hjerne". Det er her helt nye spilleregler opstår baseret på emergence-princippet. (Daniela Rom, derStandard.at, 13.10.2010. oktober XNUMX)
FRANZ HÖRMANN er professor ved Institut for Revision, Finansiering og Regnskab ved Wiens Universitet for Økonomi og Erhverv.
##############################
Hvis du kan lide, kan du give os en kop kaffe til den indsats og den investerede tid,
Mange tak
Som en sikkerhedsforanstaltning fjerner redaktørerne sig fra hver artikel. Artiklerne afspejler ikke nødvendigvis redaktionens opfattelse, men tjener kun til fri mening. Ingen er perfekte, og fejl er mulig. Derudover: det er kun information og har ikke nødvendigvis redaktionens opmærksomhed.
Som Amazon-partner tjener blogoperatøren kvalificeret salg via Amazon-links, der er inkluderet i bloggen. Næsten al denne indtjening konverteres til dyrefoder.
Hvis du vil kommentere indlæg eller bedømme dem med stjerner, skal du anbefalet og Husk være. Ikke registreret endnu?
skovkraft
☘️ Dræber alle former for sygdomsfremkaldende bakterier gennem oxidation
☘️ Eliminerer og dræner tungmetaller og miljøgifte
☘️ Øger ydeevnen...
"Klordioxid er den mest effektive bakteriedræber, man kender til."
Følg os på Telegram
